Fotos og indtryk fra wake-up mødet d. 23. oktober 2012

Fotos copyright Berit Guldbrand

Udtalelserne stammer fra korte improviserede interviews umiddelbart før og efter mødet.

Karen Humle varmer op inden morgenmødet

Deltagerne ankommer

– Det har kørt noget rundt i hovedet af mig, hvordan det kan udvikle sig hen ad vejen, et anderledes wake-up call, kan man sige det er. Bestemt helt anderledes, men hvorvidt det har sat sig spor i, det jeg laver, det ved jeg ikke. Det kan da godt være.
– Jeg ved lidt mere om, hvad der sker. Jeg har ikke denne her hvad-er-det nu-for noget fornemmelse i maven. Jeg kan huske, at sidste gang var jeg en af dem, der sagde mindst. Det kan det også godt være, at jeg er i dag. Det gør jo ikke, at man har hørt mindre efter. Det er tit, man lærer mere af det, de andre siger, end det man selv prøver at fortælle. Deltager

Der er tid til snak inden mødet går i gang.

– Jeg har nok reflekteret lidt over det, men jeg har nok lige lidt svært ved at sætte ord på. Men det var en speciel oplevelse. Hele forløbet var anderledes, end lige det man havde forventet, både hvor arrangementet skulle holdes og konklusionen på hende violinisten. Det var en speciel oplevelse.
Jeg tænkte, at jeg må prøve en gang mere og se, hvad der så sker. Deltager

–

– Jeg er i hvert fald meget spændt på, hvad det her er for noget. Tanken om at blande kulturen sammen med erhvervslivet, den er i hvert fald interessant. De innovative processer, som vi jo også arbejder med der, hvor jeg kommer fra, er jeg helt sikker på, at vi hele tiden kan blive bedre til. Så hvis vi kan lære lidt her, så er det fint. Ny deltager

Der bydes på morgenbrød

Der laves korte video-interviews

Preben Stæhr byder velkommen

– Hvis vi gennem kunstnerisk påvirkning kan finde den overskydende hjernekapacitet og udvikle den yderligere, og hvis kunstnere sammen med os kan finde ud af at drive forretning og få gang i deres virksomhed kunstnerisk, så vi kan udnytte samarbejdet mellem kunsten og erhvervslivet, ja så er vi kommet langt. Så er vi på vej mod det mål, som vi egentlig har sat for de arrangementer her. Preben Stæhr

Deltagerne lytter

Mødet starter. Alle er på scenen

Karen Humle spiller

– Mine tanker kredser hele tiden omkring en masse udviklingsprojekter, produktudvikling. Det er klart, de ting, som kan være med til at præge det, det kan jo bl.a. være sådan et møde som sidste gang. Selvfølgelig har der jo været en indirekte værdi af det, uden at jeg lige kan sætte en finger på. Deltager

Deltagerne lytter

– Sådan helt konkret – det der med at få kunst ind i vores dagligdag, som jeg var inde på til sidst derinde, da jeg skulle prøve at sige, hvilke tanker, jeg havde: Det er et par år siden, at jeg begyndte at tænke i baner, hvor vi skulle have et eller andet ind til at være en ”breaker” på vores daglige rutiner. Jeg har bare aldrig fået taget fat i det, jeg har aldrig fået konkretiseret det til at sige, hvordan kan vi egentlig gøre det? Det er det, der står tilbage for mig at sige, hvordan skal jeg egentlig gøre? Du kan sige, at det kan være en form for ammestue for de idéer, der har ligget og luret – måske. Deltager

Scenen er omdrejningspunktet

Der arbejdes også i grupper

– Når du er i gruppe med en nogen, så udvikler tingene sig jo fuldstændig afhængigt af, hvem du snakker med, hvem du er i gruppe med, hvilke input, hvilken feedback du får, hvilke ideer, hvordan dine ideer bliver bearbejdet. Deltager

Deltagerne er tilbage på scenen

Mødet slutter for denne gang

–

– Jeg synes jo ikke sådan, at der var den store forskel (fra sidste møde) i virkeligheden. Det er jo stadigvæk den lidt diffuse del af oplægget, der cirkulerer. Det var jo egentlig også udspillet. Jeg ved så ikke, om man kan sige, at der var en markant forskel. Deltager